Af Frida Bay Lorentsen
Indiana Jones (Harrison Ford) er blevet gammel. Året er 1969, månelandingen har lige fundet sted, og han går på pension fra universitet, hvor hans dage som den lækre professor er erstattet med tørre lektioner til en uinteresseret gruppe studerende. De moderne tider har for alvor indhentet ham.
Men – old habits die hard. Da han bliver opsøgt af guddatteren Helena Shaw (Phoebe Waller-Bridge), der leder efter den mytiske Antikythera – et slags hjul, skabt af matematikeren Arkimedes, der ifølge legenden kan bruges til at rejse i tid og sted – kan han alligevel ikke modstå lysten til et sidste eventyr.
Fra start har Indiana Jones and the Dial of Destiny alt, hvad man forventer af en Indiana Jones-film. Eventyret begynder med en lang flashback-scene til slutningen af anden verdenskrig, hvor Indy og arkæologen Basil Shaw (Toby Jones) – Helenas far – stjæler hjulet fra nazisten Dr. Jürgen Voller (Mads Mikkelsen).
Ikke alene er deaging-teknologien brugt på Ford og Mikkelsen første gang, jeg ikke har fået myrekryb af de kunstigt yngre skuespillere, men sekvensen er også Indiana Jones, når det er allerbedst. Den har alle elementer, man forventer: Knytnæver i onde nazisters ansigter, en hæsblæsende jagtscene ovenpå et tog, historiske artefakter med magiske egenskaber og kække one-liners – udført til perfektion.
Og sådan fortsætter det i overvejende grad. Indiana Jones er måske blevet gammel, men Ford beviser, at han aldrig rigtigt har pensioneret hatten. Hans Indy er hærdet af de mange tab, han har lidt, men udstråler samme rå charme som i Raiders. Når han springer på en hest til John Williams’ ikoniske lydtapet, får jeg stadig præcis den samme følelse af eventyr, jeg forventer af franchisen.
Waller-Bridge er som altid fuld af karisma og humor. Hendes Helena er på mange måder Indiana Jones’ kvindelige spejlbillede: Intelligent, dristig, selvsikker og charmerende, men hvor Indy helst ser sine fund placeret på et museum, sælger hun til højeste bud på det sorte marked.
Men med Voller og CIA i hælene er de tvungne til at samarbejde. Helena er et tydeligt forsøg på at udfordre Indys ”It belongs in a museum!”-etos, som når hun kalder ham en simpel gravrøver, der tog på sine mange eventyr for ”suset” frem for et altruistisk ønske om bevarelse af historiske genstande.
Alligevel har jeg på fornemmelsen, at instruktør og med-manuskriptforfatter, James Mangold, så den hårde kritik af Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull (2008), og tog det forkerte med sig videre: Tag så få chancer som muligt.
De eksotiske lokationer og spændende gåder er medrivende. Men efter at et utal af jagtscener har ført Indy og co. ud af pressede situationer på ethvert tænkeligt transportmiddel (jeg fik talt syv forskellige) bliver strukturen ”find-dims-for-at-finde-næste-dims” trættende og udtrådt.
De mere interessante elementer ved Helenas og Indys forhold (ligesom Indy dedikerede hendes far sit liv til et mytisk artefakt i stedet for at opdrage hende) bliver ofte affejet til fordel for endnu en actionscene.
Indiana Jones and the Dial of Destiny trykker på alle de rigtige knapper og er en værdig afslutning til en højtelsket karakter. Mod slutningen skruer Mangold for alvor op for det magiske element og bryder den repetitive struktur til en overraskende og rørende slutning, hvor undertegnede ikke kunne lade være med at knibe en tåre.
Tak for alt, Indy! Nyd dit otium.
Kommentarer